Historien om en utraditionel bådtransport mellem København og Århus.

Allan Carstensens billede
4.75
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4.8 (4 stemmer)

Historien om en bådtransport mellem København og Århus

Lige før pinse for nogle år siden blev jeg ringet op af ”Bent”. Han ville gerne have at jeg hjalp ham med at sejle sin båd til et sted i Århusbugten. Båden en Vega 27 lå i Nordhavnen ved København. Bents ven på 77 år havde netop afslået at tage med og Bent havde ikke selv ret stor sejlerfaring. Jeg tøvede lidt, idet jeg havde prøvet at sejle med hans båd for 2 år siden, da den lige var nyerhvervet. Dengang lå den i Christiansholms Kanal. Jeg var inviteret af Bent og hans kone for at se ”vidunderet” og for at få en prøvetur – eller nærmere, for at vise dem, hvad der var for og bag, og hvordan man sejler sådan en. Jeg gjorde store øjne, da jeg så båden. Der lå en meget misligholdt båd. Dækket var sort af skidt, sejlene, der engang havde været hvide, var mørkegrå, hule og bløde som pudseklude. Alt tovværk var så stift, at det havde været bedre tjent som brækjern eller til at bore huller med. Der var ingen søkort eller andre navigatoriske hjælpemidler. Men Bent havde også fået den ”for en slik”.
Selv om det var forsommer havde jeg taget min sejldragt med, da der var en del vind ude på Sundet. Bent og hans kone var sommerligt klædt i t-shirt og shorts. Der var meget snæver i kanalen, hvor båden lå, så motoren – en benzinmotor - blev startet. Motoren havde også haft sine bedste dage. Den osede og lugtede kraftigt af benzin. Heldigvis var alle ombord ikke rygere. Motoren havde tre indstillinger – fuld kraft frem – neutral – og fuld kraft bak. Det burde gå galt, men Bent forsikrede mig om, at den bare skulle have et ”put” frem eller tilbage, så gik det. Havde jeg ikke løbet mellem stævnen, siderne og ude agter og skubbede fra havde vi nok fået nogle forsikringssager med nabo- og genbobådene. Mirakuløst kom vi med små put ud af havneløbet og overfor toldboden fik vi sat kludene. Storsejlet kunne ikke komme helt op, men bommen kunne trykkes næsten helt ned til ruffet. Det hule sejl stod næsten som en spiler. Fri af Lynetteløbet (den vej skal lystbåde sejle ud af Københavns Havn) begyndte Bent og hans kone at fryse. De havde ikke andet tøj med end det de gik og stod i – heller ingen redningsveste. Da jeg havde rigeligt med varmt tøj med, tilbød jeg at de kunne dele min sejldragt. Da vi havde sejlet ca. tyve minutter sydover og lå ud for tidligere B&W store samlehal, indrømmede de, at så langt havde de aldrig sejlet før. Da vi havde sejlet yderligere en halv time og lå ud for den sydligste af de store vindmøller på middelgrunden, syntes Bent og hans kone ikke det var sjovt længere. De frøs meget. Vi vendte om og var hurtigt tilbage i Christianshavns Kanal.
Siden dengang har Vega’en i alt sejlet ca. 55 sømil. Så nu kan man måske forstå min bekymring ved den forestående sejlads til Århusbugten, der ville firdoble den udsejlede distance.
Inden jeg gav mit tilsagn spurgte jeg om alt udstyret nu også var i orden. ”Ja” var svaret. Båden lå på værft i Nordhavn og var lavet i tip-top stand.
Jeg skal måske lige fortælle lidt mere om Bent. Bent var 73 år og jurist. Han var pensioneret fra et ministerium, hvor han havde gjort højt estimeret udenrigstjeneste med rang af ”eminence”. Som dreng havde han sammen med sin far sejlet med en gaffelrigget lodsbåd rundt i Århusbugten, Det var i 30’erne og i begyndelsen af 40’erne. Bent havde kun sejlet meget lidt siden da.
For en sikkerheds skyld pakkede jeg en ekstra sejldragt, redningsvest, søkort til turen, passer og plotter samt en bærbar GPS. Da jeg kom ned til båden, kunne jeg se, at der var sket noget. Splinterny rullefok og log og lod. Storsejlet var det gamle ”grå”. Motoren var der ikke rørt ved. Navigationslysene virkede ikke, så vi kunne kun sejle om dagen. Der var svag vind fra vest. Himlen var skyfri. Vejrudsigten lovede dog nordvest og norddrejende vind i løbet af eftermiddagen. Bent sagde, at han havde hældt benzin på tanken.
Her var endnu snævrere end i Christiansholms Kanal, så jeg foreslog, at vi trak båden ud fra pælepladsen og vendte den, så vi kun behøvede at gå fremad. Bent startede motoren. Det vil sige, der kom en svag snurren, men motoren startede ikke. Bent prøvede flere gange, men med samme resultat. Bent så helt ulykkelig ud. Jeg kikkede ned i motoren og kunne se at startmotoren kørte fint rundt, men at remmen var så slap at den ikke trak motoren rundt. ”Hvad gør vi så?” sagde Bendt. ”Vi spænder bare startmotoren”, sagde jeg. Hvis han havde en svensknøgle eller topnøgle ville det kunne gøres på 2 minutter. Det havde han – og et par minutter senere kunne motoren startes. Bent vidste heller ikke noget om motorer. Motoren var blevet lidt bedre end sidst. Båden kunne nu sejle enten 1 eller 5 knob fremad, medens bak stadig var med fuld kraft.
Vi kom fint men meget langsomt ud af havnen og satte kurs nordpå. Bent spurgte om jeg kunne sætte rullefokken, for det havde han aldrig prøvet før. Det tog 5 sekunder.
Loggen fortalte os at vi sejlede mellem 5 og 6 knob. Bent var glad. Det her gik jo hurtigt og vi kunne nå langt på den dag. Jeg syntes nu at loggen virkede noget optimistisk, så jeg tændte for den bærbare GPS. Den sagde at vi sejlede mellem 3 og 4 knob.
5 timer efter starten nåede vi til Helsingør. Vinden var nu meget svag og var drejet til nordvest. Vi besluttede at gå for motor til Hundested. Der kendte jeg havnen, hvilket jeg følte mig mere tryg ved med det kendskab jeg havde til Vega’ens motor.
”Hvad betyder alle de der grønne og røde mærker?” spurgte Bent mig på et tidspunkt. Jeg forklarede ham det. ”Det må da være noget nyt! jeg kan da huske at det var stager med enten opad eller nedadvendte koste”. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det var næsten 25 år siden at de så sådan ud. Da han heller ikke kendte kardinalmærkerne eller de øvrige mærker fik han lidt grundlæggende navigationsteori på turen.
Bent syntes vi skulle lægge bi for at få noget at spise – en sen frokost. ”Hvorfor lægge bi? spurgte jeg – nu gik det jo lige så godt fremad. ”Jo!” svarede Bent, ”vi kan ikke styre, når jeg sætter bordet op i cockpittet”. Det viste sig, at Bent og hans kone altid lagde båden bi og satte et blomstret picknickbord op i cockpittet – og dækkede op på dug med tallerkner, glas, kniv, gaffel, servietter og alskens pålæg. Sådan havde hans kone forlangt det. Det havde Bent også regnet med at vi skulle denne gang. Der var laks, paté, spansk røget skinke, flere oste og meget meget mere. Jeg sagde der var langt endnu, så hvis jeg bare kunne få en sammenlagt med leverpostej i hånden og en sodavand i flaske, så var jeg tilfreds – og sådan blev det.
Aftenen var ved at falde på, da vi efter ca. 11 timers sejlads rundede vestmærket neden for fyret ved indsejlingen til Hundested. Bent startede motoren og bad om at få storsejlet ned og fokken rullet ind. Igen blev motoren sat på den langsomme fart (1 knob). Der var stadig ca. 2 sømil til havnen. Bent turde ikke gå hurtigere, da han ikke kendte havnen. Jeg tog over – jeg havde ikke lyst til at dalre rundt i flere timer endnu. Inde i havnen bad jeg Bent om at sejle helt ind i bunden, hvor jeg vidste at vi kunne vende rundt. Der lå store både på begge sider i den snævre passage. Bent troede ikke vi kunne komme igennem. Bent gav alt for lidt ror i inderhavnen og vi havde retning lige mod en stor 2-mastet båd, der ligger ud for ”Fiskeauktionen”. ”Stop”, sagde jeg. Bent slukkede Herren hjælpe mig for motoren!!! Jeg måtte bruge alle kræfter for at forhindre en kollission. Jeg skubbede kraftigt fra. Heldigvis havde den store båd også nogle store fendere.
Bent inviterede min kone, der var kommet ned til havnen, og mig på middag på ”Fiskeauktionen” – ikke dårligt efter en så lang sejlads.
Efter en god nats søvn fortsatte turen pinsesøndag kl. 0800. Bent sagde at han havde hældt 5 liter benzin på tanken og var af den overbevisning, at der nu var ca. 18 liter i alt i tanken. Jeg sagde til ham at der med et forbrug på 3 liter i timen ville der være nok til 6 timers motorsejlads. Vinden var nemlig meget svag – helt i overensstemmelse med DMI. Der ville først komme lidt vind sent på eftermiddagen – og først når vi var nord for Samsø. Det ville tage ca. 12 timer at sejle til Århus Havn fra Hundested. Bent tog to dunke og gik op til den nærliggende tankstation og købte 10 liter mere. Noget vind måtte der da komme. Det håbede jeg også, for det var stadig ikke nok til at jerngenuaen kunne køre hele vejen.
Efter en times osen af sted skulle Bent på toilettet. Da han kun havde sejlet småture tidligere, havde det ikke i de sidste to år været i brug. En rum tid gik og Bent stak hovedet op af lugekarmen og sagde, at toilettet ikke ville suge ud. Resolut tog han en spand og fyldte den med vand og hældte det i toilettet. Det var nu fyldt til randen. Indholdet kunne stadig ikke pumpes ud. Bent sagde, at han ville lade det være indtil vi kom i havn. Jeg fortalte ham, at det var ikke lige som hjemme. Hvis der kom vind ville båden krænge og indholdet i toilettet ville løbe over. ”Nå, så må jeg tømme det!” sagde Bent. Det eneste brugbare øsekar han kunne finde var en lille dåse med tørrede løg. Løgene blev hældt ud, og Bent gik i gang. Efter en time og en ekstra skylning var toilettet tømt. Da ”eminensen” kom op i cockpittet var han dårlig og helt grøn i ansigtet. Jeg sagde til Bent, at han kunne prøve at tage låget over stemplet til toiletpumpen af og hælde lidt madolie ned i, så kunne stemplet måske blive tæt. Bent spurgte om det godt måtte være olivenolie, for han havde ikke andet.
Et stykke efter Sjællands Odde, hvor vi var gået gennem Snekkeløbet mistede vi landkending. ”Hvordan kan vi så vide hvilken vej vi skal sejle?” spurgte Bent. ”Vi kigger bare på kompasset”, svarede jeg. ”tager lidt højde for strøm og vind – så kommer vi nok det rigtige sted hen”.
Heldigvis kom der vind før vi nåede nord for Samsø – ikke meget, men nok til at vi kunne komme frem med ca. 3 knob. Pudsekluden (storsejlet) og rullefokken helt ud. Det var rart at blive fri for osemaskinen.
Igen 2 sømil før Århus Lystbådehavn blev hakkeren sat i gang – sejlene ned og med 1 knob gik det mod havnen???? Jeg skubbede lidt til håndtaget så vi kunne komme ind til denne ”ukendte” havn. Klokken var nu 9 om aftenen og der var masser af ledige pladser. Men på næsten alle pladserne stod der et grønt skilt med at de var ledige til søndag kl. 14? Jeg ved godt, at 2. pinsedag også er en fridag. Men så travlt behøver man vel heller ikke have for at komme ud af havnen, så der ikke er tid til at sætte et lille skilt med mandag på i stedet for søndag. Endelig – helt inde i bunden af havnen fandt vi en plads, hvor der slet ikke var noget skilt. Bent sejlede resolut ind mellem pælene – langsomt – indtil jeg råbte ”bak”. ”Skal jeg stoppe motoren”, svarede Bent. ”Nej, bare bak til båden stopper!” Og så røg vi med fuld kraft ud i havnebassinet igen. Da vi havde gjort det 3 gange, spurgte jeg om ikke jeg måtte prøve. Bent var nu så frustreret at han gav sit tilsagn. Og med små put frem og tilbage gled vi lige så stille ind på pladsen. Men jeg anbefalede, at han skulle overveje at skifte motoren til noget let håndterligt med diesel. Selvfølgelig foreslog jeg også at han fik et nyt storsejl, en havnelods, ordnet toilettet, lanternerne, en GPS og ellers lærte lidt grundlæggende navigation. Lidt vand og sæbe på dækket ville heller ikke gøre skade.
Om Bent behøvede at købe flere kort end det ene nye han havde over Århusbugten er tvivlsomt. Jeg tror ikke han kommer uden for det korts grænser.
Bent ringede til mig nogle dage senere og fortalte, at nu havde han sejlet båden alene til sin bestemmelseshavn ca. 8 sømil fra Århus Havn, hvor han havde købt en plads. Han indrømmede dog, at havnemesteren måtte assistere med havnemanøvren.

Det skal lige nævnes at ”Bent” er ikke Bents rigtige navn.

Århus
Danmark
56° 9' 56.2572" N, 10° 13' 17.3676" E

Kommentarer

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.
Jacob Laugesens billede

En fin og skræmmende historie. Jeg fik en rumlende knude i maven ved tanken om at der nok er mange der sejler rundt på den måde uden en erfaren om bord.

pgrimstrups billede

Sikke en historie - jeg går ud fra, at du hjalp Bent for at få ham og hans skib i sikker afstand fra din hjemhavn!
Men nu ligger han så - oh skræk - tættere ved min.

brandorffs billede

Fed fortælling. Men også skræmmende. Det er netop derfor at alle burde have som min speedbåd kørekort. For at sejle.

Annonce