Bayliner

fblikebutton_field

Beskrivelse af bådmærke

Bayliners historie

Da J. Orin Edson I 1961 begyndte at bygge både, købte han navnet, Bayliner, af Al Koffel, som indtil da, havde leveret finér joller til Edsons bådforretning.

Prisen for det nu verdensberømte mærke: 100 dollars

25 år, og flere hundrede tusinder Baylinere senere, solgte Edson, i 1986, sin virksomhed til Brunswick Corporation for 470 mio. dollars.

Historien om J. Orin Edson, er historien om en ildsjæl.

Edson voksede bogstaveligt talt op på vandet. Han blev født i Bellingham i 1932 under depressionen. I de første barndomsår plejede han at lege i familiens robåd på Whatcom søen. Da han blev 9 flyttede familien til Seattle på grund af faderens arbejde, som ingeniør.
I Seattle var der mere vand, og en 30 fods motorbåd, blev en vigtig del af familiens fritid.

Edson ønskede sig snart sin egen båd. For at få råd, fik han en avisrute og sparede op, indtil han kunne købe en 12 fods finér jolle. Gennem sin onkel, som havde en konservesfabrik, lykkedes det Edson at få fat i en 5 hk Johnson påhængsmotor. Og som 13 årig gennemsejlede den fremtidige entreprenør Lake Washington, og udforskede alle kroge af søen.

Efter skolen, nåede Edson 3 år af sin universitets uddannelse, som elektronik ingeniør, inden Korea krigen, krævede at unge mænd lod sig hverve.
”Jeg kunne enten tage til Korea og blive skudt, eller jeg kunne finde på noget andet at lave i hæren” husker Edson. Han søgte ind til telegraf tropperne, og blev udstationeret i Alaska, på en kommunikations base.
Det sidste år i hæren aftjente han, som nattevagt i Seattle, Om dagen sejlede han kapsejlads, som var både dyrt og tidskrævende.

Kort efter krigen kom han imidlertid til at mangle penge, da han og hans forlovede skulle giftes. For at skaffe pengene, besluttede han sig for at sælge sine både. Han fik lov til at låne forpladsen hos en lokal tagdækker, mod at han tog telefonen på kontoret, mens han var der. Han solgte alle 7 både på under en uge.

Den fødte sælger

En del af Edsons sejlervenner, var imponerede over hvor hurtigt han havde solgt bådende, og bad ham hjælpe med, også at sælge deres både. Det blev starten på karrieren.
I 1958 havde Edson købt en grund på East Lake Av. Bygget et showroom og startet en bådforretning. Til at begynde med koncentrerede han sig om at sælge brugte både, men han blev hurtigt kontaktet af flere producenter, som gerne ville ”ind” i forretningen.
Således blev han forhandler af blandt andet; Sea-Ray, Dorset og Reinell. Han solgte også Sabrecraft træbåde.

En dag, købte han et vognlæs finér joller af mærket Bayliner.
Kvaliteten var så god, at han besluttede sig for at besøge virksomheden i Tacoma, som lavede dem. Det var her han mødte Al Koffel. Selve virksomheden bestod af Al Koffel og dennes bror, som i samarbejde kunne bygge én jolle om dagen.
Edson aftalte med dem, at han ville aftage alle de joller de producerede.

Sammen med bådende, solgte Edson også påhængsmotorer. Faktisk solgte han så mange, at han var en af landets største Mercury forhandlere. Det førte til et personligt venskab med Mercurys ejer. Carl Kiekhaefer.
Samtidig vandt glasfiber både, store markedsandele, og det betød, at der skød nye forhandlere op overalt.

Edson vidste at han var nødt til at have bådmodeller, som de andre ikke havde for at beholde sin position. Så han begyndte at lede efter en ny leverandør. I Marysville fandt han en lille producent af glasfiber både (Pacific Mariners), som producerede små både til lokal området.
Under et møde med Al McKay (ejeren) og dennes kone, som foregik i deres køkken. Blev de enige om at bygge en 16 fods båd med påhængsmotor, og en 19 fods med indenbordsmotor. Edson skulle skaffe tegninger og McKay skulle lave støbeformene.
De lejede en produktionshal i Arlington og indrettede den til produktion.

I mellemtiden havde Edson spurgt Al Koffel, om han måske var interesseret I at sælge Bayliner navnet. ”Tjae, det er efterhånden svært at sælge finér både, så vi begynder nok at bygge huse i stedet. Er 100$ for meget for navnet?”
Det mente Edson ikke.
Al Koffel havde tidligere fået navnet registreret, så nu blev det officielt overdraget til Edson, de 100$ betalt, og et langt venskab indledt.

I midten af juni 1961, løb den første Bayliner af staben.

I løbet af de næste 5 år, voksede virksomheden kraftigt, og det blev nødvendigt at åbne en afdeling på østkysten, for at kunne servicere forhandlerne.
Edson indså, at han ikke længere kunne overkomme driften alene, så han ansatte (lidt efter lidt) en professionel ledelse, med sig selv ved bordenden.
På dette tidspunkt tog han sig selv af alt salg og marketing, og det gjorde han ikke særligt godt, fordi han havde for travlt med den interne drift.
Han kontaktede en gammel ven, Slim Sommerville, og ansatte ham som salg og marketings chef. Det vidste sig at være en god beslutning. Sommerville kunne faktisk sælge mere end de kunne producere, så de blev nødt til at udvide igen. Denne gang med en fabrik i Gerogia. I 1968 havde Bayliner over 100 forhandlere i USA og Canada.

I 1974, efter at olie krisen, havde betydet væsentlige prisstigninger på olie og benzin, forsøgte Bayliner sig med en sejlbåd. Den hed, Buccaneer, og var en meget rummelig 24 fods båd. Der blev lavet flere forskellige modeller, som i starten solgte tilfredsstillende. Men på sigt var det ikke en god forretning, og Edson gik tilbage til sin kerne forretning, at lave motorbåde. I midten af halvfjerdserne blev der bygget mellem 6000 og 7000 både om året, i et spæn fra 17 til 30 fod.

Bådbranchen er uforudsigelig, og i 1978, som et udslag af dårlig økonomi og hård konkurrence, stod Bayliner over for valget om at lukke eller skrue ned for produktionen.
Med udsigt til at afskedige en dygtig og velmotiveret arbejdsstyrke, trådte Edson og den øvrige ledelse sammen, og lavede en plan, som skulle forbedre konkurrence evnen og effektiviteten.
Sagens kerne, blev formuleret som et spørgsmål:
Hvad ville den almindelige amerikaner betale for en 19 fods båd med indenbordsmotor og trailer?
Den magiske pris, på det tidspunkt, var $8995,- eller det samme som prisen for en almindelige Chevrolet.
Nøjagtigt, som Henry Ford, og hans T-model, ville Bayliner gøre lystsejlads muligt for den store middelklasse.

Effektiviteten blev øget væsentligt ved at gøre de ansatte ansvarlige for både omkostninger og kvalitet. Det ville sige, at besparelserne i produktions omkostninger og på garanti reparationer, kunne ses på den næste lønseddel.
Planen var en succes, og på 3 år åbnede de 4 nye fabrikker, som hver især producerede en specifik model.

I 1986 købte Brunswick Corporation, Edsons livsværk, på dette tidspunkt var Bayliner den største serieproducerede fritids båd i verden, prisen var $470 mio. Og for første gang i 30 år havde Edson pludselig fået fritid.

Brunswick Corporation, startede i sin tid, som producent af billard og bowling baner, men med tiden havde de udvidet produkt portefølgen, og i allerede i 1960érne havde de købt sig ind på marine markedet, med mærker som Mercury og Larson.

I dag er Brunswick verdens største producent af fritids både, og Bayliner er lige som, Sea-Ray, Mercury, Quicksilver, Uttern og mange andre blot et brand i denne gigantiske virksomhed.

Men Edsons oprindelige ide om at lave en nøglefærdig båd til en overkommelig pris, så alle kunne få glæde af friheden på vandet, lever stadig.

Annonce