Sådan fjernes fartstriberne på bådens fribord

Trine Søes billede
5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (4 stemmer)

Er fartstriberne eller navnet på din båd efterhånden falmet eller ridset? Det er faktisk nemt at tage disse folie/tape striber af, og så kan du selv bestemme, om båden igen skal forsynes med lidt udsmykning. Måske har du købt ny båd, og vil omdøbe skuden, men har svært ved at få fjernet den tidligere ejers bådnavn og hjemmehavn.

Sejlnet.dk gav sig i kast med at fjerne fartstriberne på en Maxi Magic fra 1986. Årene har dels sat sine spor, og udsmykningen på fribordet falmet meget, og der var også en del overfladiske ridser i tapen.

File 1957

24 års slidtage har sat sine spor på fribordet - og især i folie/tapen langs siderne

Hvad skal du bruge?

Du skal bruge: Bådshampoo, blød børste, vand, varmepistol, trappestige, snilde hænder, sprit, klud og lidt tålmodighed.

Vi startede med at vaske båden, så den i det mindste var ren. Båden blev blot vasket i bådshampoo med en blød børste og skyllet ren - efterfølgende lod vi blot båden tørre, mens der blev gjort klar til at fjerne udsmykningen på fribordet.

Sørg for at have rigelig med ledning på varmepistolen, så du kan bevæge dig frit rundt omkring båden. Start enten i stævnen eller helt agter. Vi startede i styrbord side helt agter.

File 1962

Klar til at gå igang med projektet

Temperaturen er afgørende for resultatet

Varmepistolen holdes mod den selvklæbende folie/tape i en afstand af 3-5 cm. Det er vigtigt, at du hele tiden holder et vågent øje med temperaturen. Bliver tapen for varm begynder den at smelte, og limen sætter sig fast på fribord. Det kan dog fjernes igen med sprit, men det er nemmere blot at undgå fra starten.

File 1956

Det er vigtigt, at temperaturen er korrekt - på den måde får du limen af sammen med tapen

Hvis du derimod varmer tapen for lidt, er det for besværligt at hive tapen af. Du vil kun få små stykker af ad gangen. Du må prøve dig frem for at finde den rette temperatur.

Skrab ikke med metalmundstykket

Varmepistolen kommer oftest med forskellige mundstykker - egentlig beregnet til at skrabe i overfladen. Men det kan ikke anbefales - for det første, hvem ønsker sig ridser i gelcoaten? Dernæst sætter tapen sig fast på mundstykket og smelter fast, der igen klister sig til det tape, du ihærdigt prøver at fjerne. Derfor hold mundstykket et lille stykke fra overfladen, brug venstre hånd til at løfte tapen fra bådens fribord. Du kan nu trække den gamle slidte tape af bådens fribord med venstre hånd, samtidig med at højre hånd varmer det næste stykke op. På den måde får du hurtigt en arbejdsgang, hvor du kan fjerne udsmykningen effektivt.

File 1958

En side af fribordet er renset for tape

Det tog cirka mellem 3-4 timer at fjerne bådens gamle udsmykning på fribordet. Bagefter rengjorde vi båden med en klud med sprit på, det fjerner de limrester, der sad tilbage på bådens gelgoat.

File 1959

Her Maxi Magic'en helt fri for den gamle folie

Hvis du vil have et helt fint resultat, kan du bruge en gelcoat renser, og derefter vokse og polere bådens fribord. Gelcoat renseren vil rengøre bådens overflade og ofte fjerne den "gullige" overflade. Hos bådforhandlere, campingcentre og på internettet kan du købe nyt folie til fartstriber og navn - vi har dog valgt at lade båden være hvid indtil videre.

Kommentarer

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.
Nicolai Ehlerss billede

En varmluft pistol er et rigtig godt værktøj.
MEN PAS PÅ!! den bliver meget varm, så indstil dig på at det koster et par vabler, og hører du ikke til den tålmodige type, så glem den..
Med udgangspunkt som prof. træmand bruger jeg selv dette værktøj, når gammelt lak og maling skal af.
På malet træ er det uproblematisk, men på mahogni skal man passe MEGET på. kommer man for tæt på, bliver træet lynhurtigt ødelagt (udtørrer) og bliver mørkt, og det kan kun fjernes ved at slibe det ødelagte træ væk.
På polyester og epoxy er det meget værre, disse materialer bliver bløde ved ca. 70 grader og taber glansen og styrken.
Hvis man bruger en varme-pistol, vil jeg anbefale at man starter på laveste styrke, og med en afstanden til emnet på ca. 10-15 cm. og hold pistolen i konstant bevægelse. Prøv først på et stykke som kan smides væk, så du får en fornemmelse for hvordan den virker...
God arbejdslyst.
Orgelbyggeren

Megelundos billede

Var i weekenden igang med varmepistolen for at fjerne bådnavn, hjemhavn og staferinger på min nye brugte båd. Og det gik faktisk over al forventning.

Dog vil jeg sige at de 3-5 cm der står anført i artiklen var ALT for tæt på for mig. Jeg brugte den billige blæser fra Harald Skrald som kun har 2 trin. Selv på trin 1 vil jeg mene at afstanden var nærmere 25 cm.

Men måske var det fordi at vejret i søndags var helt perfekt med tørvejr, let vind og måske 9-10 grader. Uhh det føles godt så småt at kunne starte på klargøringen...

Annonce