Inspiration til sommerens sejlture - Reersø

Sejlnet vil henover sommeren bringe inspiration til, hvilke havne der kunne være et besøg værd. Sommerens serie er ment som inspiration til at få besøgt nogle af de dejlige havne, vi har i Danmark. Nogle havne byder på god atmosfære, mens andre byder på spændende seværdigheder og dejlige oplevelser. Vi lover, at vi i løbet af sommeren bringer havne og oplevelser for enhver smag. Har du foreslag til en eller flere havne, vi bør gæste i løbet af sommeren, hører vi gerne fra dig.
Denne her gang har vi været forbi en lille perle - Reersø havn.
Reersø havn
Reersø er en halvø beliggende mellem Korsør og Kalundborg. Da vi anløb Reersø havn, blev vi velmodtaget af havnefogeden Vagn. Vagn havde travlt hele eftermiddagen og først på aften med at vise andre gæstesejlere på plads i havnen. Men hvor var det dog rart at blive mødt af havnefogeden på havnen - i stedet for at blive modtaget af en betalingsautomat. Vi valgte at ligge os ved de nye flydebroer i havnen.
Reersø havns nye flydebroer
Der opstillet borde og bænke rundt omkring på havnens område, således man kan grille og hygge. Der kan ikke udsættes noget på havnens servicebygning, hvor man både kan vaske/tørre tøj, lave mad, tage båd og gå på toilet.
Havnens servicebygning og klubhus
Der var pænt og rent, og mønter til vask og bad kan købes ved havnefogeden, havnegrillen eller Spar Købmanden.
Sparkøbmanden på Reersø
Købmanden har ligeledes et pænt udvalg til rimelige priser, så der kan sagtens provianteres her. Her er ingen flaskeautomat fandt vi ud af, så aflevering af flasker foregår som i gamle dage henover en disk, hvorefter man modtager en lille papirlap med beløbet på - det er charmerende.
Reersø by & kro
Der er cirka en kilometer fra havnen til Reersø by. Den lille by har mange fredet og bevaringsværige huse, hvoraf de fleste er fra 1700-tallet. Gårdene ligger naturligt samlet omkring byens kirke og kro. Reersø by præges af mange fastboende billedkunstnere, der har åbne gallerier i sommertiden.
Man støder på mange småbutikker og gallerier på Reersø
Reersø Kro er absolut et besøg værd. Kroen serverer god traditionel kromad, og betjeningen er god og høflig.
Reersø Kro der er placeret i Reersø by
Bjælkerne i loftet er udsmykket med små citater, som man kan gå på opdagelse i. Kroen har også en udendørs krostue, men alt var desværre optaget, da vi var forbi - så bestil bord i forvejen, hvis du ønsker at sidde der. Priserne i kroen er særdeles rimelige.
Vi holdt et sandt ålegilde på Reersø Kro
De haleløse kattes ø
Reersø er også kendt for deres haleløse katte, og selvom vi spejdede som gal efter katte, men så vi kun katte med almindelig hale. De var til gengæld meget kælne og opmærksomhedsopsøgende. De haleløse katte har ellers været på Reersø i næste 200 år. Kattene skulle være kommet til Reersø efter et skibsforlis i Storebælt, hvor et skib fra Isle of Man gik ned. Isle of Man er nemlig kendt for deres haleløse katte. Men synet af de haleløse katte, må vi have til gode til næste gang.
Sejlnets vurdering
Reersø egner sig bedst til en enkelt overnatning efter vores mening. Havnen er placeret i et meget naturskønt område, hvor man både kan nyde udsigten udover Storebælt og Sjælland. Har man et shoppegen (det har de fleste kvinder) er det superhyggeligt at gå på opdagelse i Reersøs små gallerier og butikker.
Generelt kan man sige om Reersø, at der er afslappende, roligt og hyggeligt.