Et år for egne sejl

Rikke Stenbøgs billede
4.166665
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4.2 (6 stemmer)

Tag med på eventyr! I sommeren 2009 sejler familien Stenbøg fra Bisserup på Sydsjælland med kurs mod varmere himmelstrøg. Børnene Johan og Rose er hhv. 12 og 8 år, skibet er 36 fod langt, og turen kommer til at vare 13 måneder. Ruten går sydpå langs Europas vestkyst til Madeira og De Kanariske Øer, videre til Azorerne og hjem igen via Irland og Skotland. Undervejs når de blandt meget andet at vandre på levada-stier på Madeira, fejre jul på Gran Canaria og karneval på La Gomera, bestige vulkaner på Azorerne, sejle med delfiner i Biscayen og lave molemalerier i havnene i Funchal og Angra do Heroismo.

 

Det er en levende og ærlig fortælling om et helt anderledes år, hvor familien i fællesskab møder nye oplevelser og udfordringer og lærer at se livet fra andre sider. En fortælling om fantastiske naturoplevelser, møder med nye kulturer og venner, om følelsen af frihed og fællesskab, om dagligdagen med skibsskole, højtlæsning og madlavning om bord - men også om søsyge, genstridige vejrforhold og manglen på plads og privatliv.

Følgende er et uddrag fra bogen Et år for egne sejl

Den gang det hele begyndte 

En frisk efterårsdag i 2004 var Per og jeg på besøg hos Inger og Erik. Inger havde jeg kendt i ti år gennem vores fælles arbejde som sygeplejersker på medicinsk afdeling, og der er ingen tvivl om, at hun har betydet meget godt for mit sygeplejemæssige virke. Jeg ville imidlertid aldrig have drømt om, at det skulle blive hendes mand, der fik vækket Pers lyst og interesse for sejlads til live igen. I løbet af samtalen nævnte Per ganske kort, at han ønskede sig en lille båd at fiske fra, hvorefter Erik fandt ”den store kasse med bådmagasiner” frem. Der skulle ikke megen tids bladring i de magasiner til, før Per pludselig kunne se mulighederne i en lidt større båd, hvor hele familien kunne være om bord. Det lød da også spændende, men problemet var bare, at der ikke stod nogen form for sejlererfaring på mit CV. Min viden på det område var begrænset til kortere færgeture, og jeg havde aldrig været om bord på et sejlskib. 

File 7666

Foto af besætningen ved afrejse den 4. juli 2009


Køb af den første båd

I foråret 2005 købte vi alligevel vores første båd, efter at Per og Erik sammen havde været ude og kigge. Det var en Bandholm 24, og den hed Mary, ganske som vores kronprinsesse. Da jeg under vores første tur på vandet pludselig konstaterede, at vi rent faktisk sejlede, blev jeg meget panisk. Det gik op for mig, at der kun var os selv til at få båden fortøjet igen, og jeg ville i havn med det samme, på trods af, at vi knapt havde forladt indsejlingsløbet ved Bisserup. Jeg overkom dog min nervøsitet og begyndte at trække vejret mere roligt om bord, og det blev hurtigt klart, at bådkøbet var en god beslutning. Et års tid efter købte vi vores anden båd, en Bandholm 27. Den hed Malik og havde den rette størrelse for mig.

Jeg begyndte at lære at sejle, og snart kunne jeg forstå fagordene om bord og udføre de ordrer, jeg blev givet. Det er jo skipper, der giver ordrerne, og selv om jeg udmærket kunne se det hensigtsmæssige i den ordning, var det alligevel ikke helt let at acceptere. Jeg sørgede for, at der på vores båd blev indført debriefing efter udført handling med mulighed for evaluering og konstruktiv kritik, et levn fra min uddannelse som sygeplejerske. Som Ole, der er skipper på båden SY Berina, sagde i festtalen til et pinsetræf i FTLF i 2009: ”En skipper er pr. definition en dum skid, men han kan jo gøre mere eller mindre ud af rollen!” 

File 7667

Foto fra afrejsefest den 3. juli 2009

Det gode træskib Isabella

I foråret 2007 forelskede Per sig i et gammelt træskib i Brejning havn. Jeg forstod det ikke til fulde, men jeg kunne godt mærke, at skibet havde charme og atmosfære, og at hun lå roligt i vandet. Hun så tør og stærk ud, og hun lå næsten og bad om at blive passet, repareret, malet og vasket, for så at betale tilbage med en tur ud på det blå. Jeg kunne godt se på Per, at han virkelig gerne ville have det skib. Og jeg ville jo også gerne selv ud at rejse og opleve, men jeg havde nu aldrig forestillet mig, at det skulle være i eget skib. Der var mange odds imod at købe skibet. Vi manglede blandt andet en havneplads, som var stor nok, for den, vi havde, var 10 cm for lille i både længden og bredden. Desuden havde vi jo også stadig Malik, som jeg gerne ville beholde. Vi havde mange snakke frem og tilbage, og vi skrev mails til skibsmægleren og til vores nabo Søren. Søren har en rigtig god fornemmelse for skibe og handel, og både Per og jeg havde behov for lige at vende et par ting med ham, inden der blev taget en endelig beslutning. Det endte med, at Per og jeg blev enige om ikke at købe skibet, men Per bød alligevel på det i al hemmelighed en sen aftentime. Dagen efter drak han mod til sig og fortalte mig om sit ønske om en langturssejlads, som jeg forhåbentlig ville være en del af. Det gode træskib ”Isabella” Skibet blev handlet den 21. april 2007, samme dag, som kronprinsparrets første datter blev født. Det var et godt tegn, da det royale islæt også havde været med os ved den første båd. Skibets originale navn var Columbus II, men det havde vi nu tænkt os at ændre, selv om det siges, at det kan bringe ulykke.

Per sejlede skibet til Bisserup den 1. juli 2007, mens jeg fulgte sejladsen via sms. Midt på dagen kunne Rose og jeg oplyse, at den kongelige prinsesse var blevet døbt og havde fået navnet ”Isabella” som sit første. Hermed var det bestemt, at også vores gode træskib skulle hedde ”Isabella”. Det kom i havn, og nu lå der så en ny mulighed for et fælles projekt foran os. Dem har vi haft mange af, men behovet for et nyt var nærliggende, for vi havde hverken behov for et tredje barn, et nyt job eller en ny tilbygning til huset.

”Isabella” er en spidsgattet havkrydser, der er bygget i 1976 på Brandt Møllers bådeværft ved Frederikssund. Skroget er af khaya, en afrikansk mahogni-sort, og fribordet, som skroget over vandlinjen hedder, er hvidmalet. ”Isabella” har teakdæk og er 10,6 m lang, 3,6 m bred og langkølet med en dybgang på 1,9 m. Hun er en tung dame på ca. 11 tons – til sammenligning vejer andre både i tilsvarende størrelse men udført i glasfiber ca. 3-5 tons. Cockpittet, hvorfra man styrer, og hvor man for det meste opholder sig, når man sejler, er lille og tæt og føles derfor trygt og sikkert også i dårligt vejr. Dækket er stort og brugbart og har rækværk hele vejen rundt, det såkaldte søgelænder. ”Isabella”s mastetop er 14,5m over dækket, og masten er forsynet med trin, så det er nemt at kravle op i den, hvis man får et problem med et fald, som har sat sig fast. Det er en såkaldt Bermuda-rig med storsejl og to forsejl. Forsejlene er monteret på hvert sit rulle-forstag, et til genua og et til fok, hvilket er en behagelig ting, når man er en lille besætning, fordi man ikke behøver at gå på dæk for at skifte sejl. Sejlet rulles simpelthen op på stedet via en anordning med to liner, som kan styres fra cockpittet. Det samlede sejlareal er på 75 m2, og motorkraften kommer fra den gamle Perkins-dieselmotor på 48 HK. Der er monteret en lille vindmølle ude agter, som kan oplade batterierne.

Isabella under dæk

Under dæk eller ”nede om læ”, som det også hedder, kommer man først ned i pantryet, hvor man i styrbord side finder den store køje, der kaldes skipperkøjen, samt skibets eneste lukkede rum: toilettet. I bagbord side er kortbord og køkkenindretning, som er udstyret med et gaskomfur med ovn og to blus samt et mindre køleskab. Skibet har to vandtanke, der rummer hver 200 liter. Der kan tappes vand både på toilettet og i køkkenet. Der er dog ikke varmt vand om bord. I den midterste del af skibet ligger salonen, hvor der i hver side er to køjer samt et bord og bænke med mulighed for enten at sidde eller sove. Pladsen under køjerne og bænkene er udnyttet som stuverum. Forrest i skibet er der en dobbeltkøje med stuverum under madrasserne, og i begge sider er der hylder med høj kant, hvor der er plads til tøj. Der er altså syv køjer i alt, og der er ståhøjde ned gennem hele skibet. En gummibåd eller ”dinghy” bruges til transport til og fra skibet, når det ligger for anker. Før rejsens begyndelse monterede vi navigations- og kommunikationsudstyr i form af kortplotter, radar, ekstra GPS-modtager, ekkolod, sattelittelefon og VHF-radioer både ved kortbordet og i cockpittet. 

File 7668

Foto af Isabella med besætning - fortøjningerne er lige kappet..

Sikkerhedsudstyr

Vi sørgede selvfølgelig også for sikkerhedsudstyr, bl.a. seks selvoppustelige redningsveste med livliner og to seperate Epirb-nødsendere, der udsender nød- og positionssignaler, når de aktiveres. Vi havde en otte-personers redningsflåde, som jeg inderligt håbede, at vi ikke ville få brug for. Vi valgte at åbne en ældre model af en redningsflåde på stuegulvet, mens vi pakkede sammen til turen. Det var godt med egne øjne at se det meget lille rum, som flåden rådede over, hvis det værst tænkelige skulle ske. Det var skræmmende at tænke på, og det var ikke noget, som jeg vidt og bredt fortalte familie og venner om. Jeg havde nok at gøre med at berolige mig selv ved at sige, at det skulle nok gå, og at det var eneste gang, jeg ville komme til at se redningsflåden så tæt på i oppustet tilstand. 

Foreningen Til Langturssejladsens Fremme 

Forberedelse til langturssejlads Per meldte sig ind i FTLF – Foreningen Til Langturssejladsens Fremme – og søgte en gasteplads på en sejlads fra Azorerne til England. Han ville gerne selv lige prøve havsejlads, inden hele familien skulle involveres. Per har ellers sejlet, fra han var en stor dreng og op gennem teenageårene, og han lærte at sejle på en gammel kutter, som var rigget med sejl. Han interesserer sig for vind, energi og gamle motorer, og han er opdraget til at fejlfinde og reparere. Hans passion for langtursprojektet var tydelig, og han gjorde meget for at gøre drømmen til virkelighed, blandt andet ved at holde øje med relevante arrangementer og kurser for kommende langturssejlere.

Til at begynde med var jeg ikke særlig engageret i projektet, fordi jeg mente, at der stadig var lang tid, til vi skulle af sted. I modsætning til Per havde jeg jo ingen erfaring på området, og jeg havde derfor meget svært ved at se mig selv i rollen som langturssejler. Tanken om at rejse rundt i verden med eget skib et helt år var vildt grænseoverskridende for mig, og jeg ville nok aldrig helt have troet, at det var muligt, hvis jeg ikke havde mødt folkene fra FTLF. Selv om jeg var skeptisk, valgte jeg at deltage i foreningens vintertræf i 2008. Mine fordomme om, at de andre medlemmer alle sammen havde sejlet hele deres liv og nu sad i ens sømandstrøjer og bare lige skulle have det sidste på plads, blev hurtigt gjort til skamme. Det var, som Johannes Møllehave siger, en skuffelse, der ikke gik i opfyldelse. Alle var positive og imødekommende, og der var ingen, der var bedrevidende, når de delte ud af deres erfaringer. I løbet af weekendtræffet fik vi alle de gode og nyttige informationer, vi kunne drømme om, og jeg måtte konstatere, at langturssejladsen bestemt var mulig, så længe vi ville det nok og fik sat os en dato for afrejsen.

File 7670

Sidste læs på broen dagen før afrejse

Vil du læse mere kan bogen købes her

Annonce