Den specielle jordomsejling

Annonyms billede
5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (3 stemmer)

Jeg var næsten på vej hjem fra arbejde en dag i Marts 1998, da min chef spurgte om jeg kunne tage til Vyborg i 3-4 uger, ja Vyborg, ikke Viborg. En tur til Rusland, for den daglige leder, på Sea Launch projektet, var ved at få kuller, og kunne ikke kende forskel på frihed og arbejde.

Troede jeg var en bombemand

Efter en kort samtale med hjemmefronten, fik jeg grønt lys, da der jo også var en del gode penge i det, så indenfor få dage fik jeg div. vacciner, visa mv., og så var det afsted, Esbjerg til København, 4 timers ventetid, afgang til Sct. Petersborg hvortil jeg ankom hen på aftenen, og jeg skal lige hilse og sige, at det ikke var let at komme ind i Rusland, når man havde 2 store sportstasker med, med el-materialer i. De troede jo, at det var bomber, og at jeg var bombemand, indtil de så alle papirerne, og det var mange. Nu ikke flere Russiske lufthavns historier, selv om de er et kapitel for sig selv.

Ankomst til Vyborg

Jeg overnattede på et ’Best Western’ hotel, og vi blev hurtigt enige om, at det måtte være ’Worst Eastern’ Hotel, for det var godt nok ringe. Næste morgen / formiddag var det afsted til Vyborg med tog, det tog ca. 3 timer, og der var lige godt 100 km. Det siger noget om arbejdsiver og hastigheder i Rusland, når ikke mafiaen er indblandet. Jeg ankom til Vyborg omkring middag og skulle lige på hotellet og tjekke ind -også her foregik alt i en hastighed, der er under et sovende plejehjems tomgang. Herefter til værftet, jeg skulle jo ud og hilse pænt på alle mine kollegaer fra Danmark, samt på alle de Russere, Amerikanere  mv. som jeg skulle arbejde sammen med, på Sea-Launch Oddesey projektet.

File 7889

Platformen på værftet i Vyborg, Russia.

Efter et par uger kommer det frem mellem ribbenene på chefen derhjemme, de ville gerne, at jeg blev til skibet / platformen skulle sejle, og det skulle den i uge 27/28 – 1998. Efter endnu en telefonisk audiens med familien, blev det til, at det kunne jeg godt, så jeg fortsatte et par uger mere, inden jeg lige tog hjem i 6 dage for at skifte køjesæk mv. Wink Jeg skulle så forlade projektet i uge 26, så jeg kunne komme på ferie, og det var ok med firmaet og kunden.

Turen går til Californien

Tilbage i Vyborg, hvor der var fuld fart på i ca. 90 – 100 timer om ugen, og tiden nærmer sig, hvor platformen skulle sejle. Der er vel 4-5 uger, hvor ledelsen fra Sea Launch/ Boeing spørger, om vil alle, 7-8 danskere, kunne sejle med til Long Beach i Californien. Det var da noget af en oplevelse, og nu kunne vi så virkelig se guldet i lommerne, for så ville vi jo bliver skattefrie, uuhhmmmm kr. lige i lommen. Endnu en audiens med familien, og denne gang gik det ikke let, for vi havde bestil ferie i Frankrig til uge 27 og 28, men firmaet lovede os en betalt uge i sydens sol, vi skulle bare skynde os at bestille, så fruen fik også lige en opgave, det blev til en uge på Gran Canarie - en skide god ferie som vi alle nød.

Helikoptere hjælper til

I løbet af den uge jeg var på ferie, sejlede platformen fra Vyborg til Christiansand i Norge, hvor der skulle monteres udstyr i masten, da der ikke var plads under sejladsen under Storebæltsbroen. Dette udstyr blev sat med helikopter, af nogle virkelige dygtige piloter, hvor jeg sammen med de rigtig gode medarbejdere jeg havde med, fik udstyret gjort fast, og trukket kabler mv., så der kunne kommunikeres med satellitterne under opsendelsen, Ja satellitterne, men det kommer jeg tilbage til senere, da dette projekt er meget specielt, hvad angår søfart og Zenit raketter fra Rusland.

Nu starter jordomsejlingen

Vi ligger med platformen i Norge i ca. 8-10 dage, hvorefter turen går syd på. Nu, lige NU startede den store jordomsejling, næsten, men det blev da til ca. 22000 sømil. Vi sejler gennem den Engelske kanal, hvor der er rigtigt meget trafik, men en stor oplevelse, og det samme gælder, da vi ser Dover fra vandsiden - ganske enkelt flot. Vi sejler videre med en topfart på omkring 16 knob, ikke meget, men alligevel, når man nu ved hvor stor skuden er!!!

File 7890

File 7891

Problemer med elektronikken

Lige da vi nærmer os Dover, får vi problemer med den ene radar skærm samt Inmarsat udstyret, og nu går det hurtigt, endnu en radar går ned. Vores kortplotter dør også, inden jeg når på broen, vi har endda PA kaldeanlæg over hele skibet, så jeg blev kaldt med det samme, da den første fejl kom op.

Jeg skyndte mig at slukke for alle de følsomme forbrugere, så vi havde en chance for at komme videre på sejlturen. Det skal lige siges, at jeg var den ene af 8 uddannede elektrikere ombord, og ingen af de andre ville rode i elektronik, så den tjans tog jeg. Jeg fandt ud af, at de to store fremdriftsmotorer (3000 volt elmotorer) lavede nogle transienter på op til 5000 volt på det almene 230 / 400 volt forsyningssystem, og det kunne elektronikken ikke klare, så derfor var der lige pludselig en hel del arbejde til mig. Jeg arbejde i næsten 30 timer i træk, inden vi havde udstyr, der kunne guide os videre til Gibraltar, hvor vi kunne få nyt udstyr ombord. Klokken er ca. 23.00, og jeg trængte virkelig til at sove, og gik i seng. Med ekstra vagt på broen, så vi var sikre på, at styrmanden kunne se alt, hvad der foregik på havet foran os.

Biscayen - det gynger og brager

Det var blevet blæsevejr, og vi var på vej over Biscayen, skibet gyngede en del, men jeg skulle sove, så den kunne gynge alt det den ville, og det skal lige siges, at vore kamre var ca. 35 meter over havoverfladen, hvilket betyder, at der gynges en del i den højde, og ca. 20-25 meter under broen, så uanset hvad vi skulle, så var der en vis afstand.

Vi sejlede endnu længere ind over Biscayen, og nu gynger det virkeligt, fandt jeg ud af, for jeg blev vækket med et KÆMPE brag, der rungede i hele skibet, jeg fløj op af sengen, omkring kl. lort om natten, og træt var jeg stadig, men min tanke var, at vi havde påsejlet et andet skib -  idet dieselgeneratorerne også stoppede. Der blev en frygtelig stilhed på skibet, og nu er det NU, jeg springer i mit tøj, flyver op på broen, og er der samtidig med kaptajnen, som bor lige under broen, og jeg spørger til hændelsen, men vi er ikke sejlet ind i noget eller nogen, men styrmanden ved ikke, hvad der skete, han var helt i panik.

Der kommer hurtig en melding om, at den ene af de 27 ton tunge portalkraner i hangaren er faldet ned. Den var ikke fastgjort til køreskinnerne, den skulle have været fæstet inden sejlads. Da den falder ned, trækker den ligeledes en del kabelbaner og kabler mv. med sig ned, og det betyder, at vi ikke har kaldesystem, alarmanlæg mv. på skibet lige nu, og vi var jo midt i en herrestorm med bølger på 10-12 meter og 32 sec/m. vind. Ikke skide sjovt, men vi måtte jo på den igen, så skibets matroser fik fæstnet den anden kran, samt den der var faldet ned, og herefter skulle der samles kabler igen, og der var mange, og hvad er hvad, når der ligger 30 – 50 kabler, der er rykket over. Vi får startet op igen, og sejler videre, og denne gang bliver det alle de andre, der skal arbejde, jeg skal sove. Der er jo stadig lang vej over Biscayen.

Da jeg vågner næste dag over middag, får jeg besked om, at vi skal ind til Gibraltar, for kranen skal løftes af og sendes til Norge til reparation. Der er også lige de andre ting, der skal klares, så vi kan sejle videre på betrykkende vis igen. Der skal en 90 meter høj mobilkran til at løfte det defekte udstyr fra borde, og det var fantastisk, at det kunne lade sig gøre i Gibraltar, som ikke fungerer, som vi kender arbejdspladser i Danmark, men det lykkedes, og alt blev fint igen.

Gibraltar og Jydske Bank

Vi var i Gibraltar i 8 døgn, hvilket også betød, at vi fik alle muligheder for at pleje vores hjemve. Vi prøvede at finde ud af, om det kunne lade sig gøre at komme hjem i 3-4 dage, men det kom vi aldrig. Til gengæld fik vi set Gibraltar - og ikke mindst bjerget. Det er en ret spændende engelsk koloni, der ligger placeret for enden af Spanien. Det var også her jeg blev pisse sur på min bank, Jyske Bank, for netop som vi går i gågaden midt i byen, ser jeg et skilt med Jyske Bank. Jeg skulle bruge penge, ind i banken, og hej, det var da endda en rådgiver fra Esbjerg, som jeg kendte. Kort snak, og jeg skulle så lige hæve nogle penge, men nej, det kunne jeg ikke, hvis jeg skulle bruge penge, så var det ud af ’min’ bank, og hen til konkurrenten - der kunne jeg måske hæve, for de gad ikke de små alm. kunder, kun forretningsfolk. Skod bank .. Jeg har dog den samme bank endnu.

Da vi forlod Gibraltar igen, sejlede vi gennem hele Middelhavet, og det var virkelig en oplevelse. Delfiner, hajer og meget andet, og ikke mindst det flotte blå vand. Det var også her vi lavede vores hastighedsrekord, vi kom op på 17,2 knob på toppen, fint af sådan et skrummel. På datoen den 30/7-1998 stod jeg på dækket og filmede lidt, ja det blev til ca. 14 timers video alt i alt, men på denne dag så jeg den første delfin - en ud af mange, men det sjove er, at det også var datoen for vores søns fødselsdag, han blev 15 år den dag, så herefter var der endnu en grund til at ringe hjem.

Gennem Suez Kanalen

Da vi nående ud i den sydøstlige ende af Middelhavet, stod der Port Said på plotteren, nu skulle vi igennem Suezs kanalen, som også var en kæmpe oplevelse. Vi lå uden for kanalen i 1½ døgn inden vi kunne få plads, for vi ville jo fylde hele kanalen i bredden, næsten. Mens vi lå for anker på reden, uden for Port Said, fik vi besøg / følgeskab, der kom 2 store Amerikanske krigsskibe. Jeg ved ikke, hvad det var for nogle, men de var meget kraftigt bevæbnet, og det var selvfølgelig, fordi vi skulle forbi de krigszoner omkring Suez kanalen. Det var Amerikansk og Russisk krigsmateriel vi havde ombord, godt nok i sin fladeste form og uden raketter ombord, men stadig teknologi som potentielle fjender gerne ville have fat på, men følgeskabet holdt ved et langt stykke ud i Det Røde Hav, efter Suez.

Under sejlturen gennem Suez, som jo er en oplevelse for sig selv, havde vi 2 ophold på ca. 12 -14 timer hver gang. Det var for, at trafik fra den anden ende af kanalen kunne komme igennem. Der var undervejs i kanalen et par kunstige indsøer, der fungerer som rastepladser / vigepladser. På den Egyptiske side af kanalen, er der både ørken og frodige små samfund, og flere steder er der typiske mellemøstlige palæer/slotte. Det var rigtig flot, mens der på den anden side kun var gold ørken og sprungne kampvogne og andet ødelagt krigsmateriel.

File 7892

"Ægte" Rolex og guld ombord

Der var virkelig kontraster af format på de to sider af Suez kanalen. Som noget af det første vi oplevede, da vi begyndte indsejlingen til kanalen, var at alle de lokale handlende ville og kom ombord for at sælge alt deres skrammel, Ægte Rolex og Ægte guld og en helt masse andet værdiløst skrammel. De blev helt vilde, da de forsøgte at sælge et såkaldt ægte Rolex til mig, og jeg så trak op i ærmet, hvor jeg havde et Rolex ur ( kopi fra Grand Canarie ), men det viste de jo ikke, og så havde jeg fred resten af turen gennem kanalen. Men med 10-12 lokale handlende, som kunne tale både Engelsk og Dansk / Norsk, det var underligt, for vi kunne jo ikke sige grimme ting om dem, uden de opdagede, hvad vi talte om Wink

Da vi efter en lang tur gennem kanalen, kom ud på den anden side, ved Port Zues, i Det Røde Hav, skulle vi lige have ordnet nogle forskellige ting, og smed derfor vores bagbord stævn anker, og jeg var egentlig overrasket over, hvor godt og fast vi blev liggende, dog uden at tænke mere over det. Vi fik klaret de småting vi skulle, og så var det op med ankeret igen, men NEJ, det sad s.. fast, vi trak og trak, og prøvede at sejle frem og tilbage for at løsne ankeret, men nej, det blev til en AGA-Universalnøgle også kaldet en Ild-økse (skærebrænder) og væk med kæde og anker. Hvordan man fandt ud af det, ved jeg ikke, men det viste sig at vi havde smidt ankeret direkte ned på dækket af et sunket krigsskib, så nu har Sea-Launch et lille minde liggende udenfor Port Zues Wink

Vi skulle nu igennem det farvand der var fyldt med hajer og til tider også pirater, så vi bevæbnede skuden med de store brandslanger ved hver op- / nedgang fra dækket, som nu engang var ombord, som det bedste våben. Krigsskibene havde forladt os, så nu måtte vi klare os selv. Vi så masser af hajer, her i blandt hammerhajen, det er godt nok en speciel oplevelse at se en sådan kæmpe bandit, og i levende live. Herfra gik det bare slag i slag, ingen uheld og andre problemer, bort set fra, at midt i det røde hav, gik vores køleanlæg i stykker, og vi havde over 50°C inde på vore værelser, om natten, og det var da lige i overkanten, så der blev trængsel på helikopter-dækket, som jo meget naturligt er øverst, og dermed det sted hvor vi havde en smule vind, så vi kunne få noget søvn, alt i mens maskinfolkene arbejde rø… ud af bukserne for at få det i gang igen. Det lykkedes også, efter et par døgn. Under den første nat uden køling, troende de 3-4 polakker vi havde ombord, at man skulle køles ned med Vodka, så det gjorde de, og tænk et resultat det gav L

I slutninger af uge 34 / starten af uge 35, husker det ikke nøjagtigt, kom vi til Singapore, solen stod meget højt på himlen, det var meget varmt, og vandet var ligesom en mudderpøl, ikke lækkert, jeg husker at vi omkring kl. 10.00 om formiddagen, lokal tid, var ved at lægge til på Yurong værftet, og vi skulle så lige have gjort klar til at forlade skibet, for vi skulle være her i ca. 14 dage, kranen skulle genmonteres. Da vi kommer ud på dækket igen, efter at have klaret det vi skulle, og pakket vores ejendele, så var solen væk, det var mørkt og kedeligt, indtil vi kom helt udenfor, så vidste vi hvorfor, det regnede, og det var skomagerdrenge, hold da k…. hvor det gav vand, har aldrig set noget lign., men nu har de jo monsun regn, og vi kom lige i regntiden, sagde de kloge, det ved jeg ikke noget om, og har efterfølgende heller ikke sat mig ind i det. Det tog ca. 1 time, så var solen retur, og kajanlægget var renset til gæsterne (os).

Jeg havde nogle dage forinden fået oplyst at vi skulle være i Singapore i ca. 2 uger, og det kunne ikke laves om, sådan var det bare, og det gav mig så 2 muligheder, tage hjem og ødelægge min skattefrihed, eller inviterer konen en tur til Singapore, og det gjorde jeg så, hun dukkede op en morgen i lufthavnen i Singapore, kl. var 7.00, jeg skulle hente hende, og alt gik som det skulle, men hun var meget rystet, for hvis man har narko med til Singapore, ville der gå maksimalt 2 uger inden man var blevet ’aflivet’, der er simpelthen dødsstraf for at indfører eller besidde narko på disse kanter, hvilket jeg syntes er fint, men det var nu ikke for at fruen havde noget med hun ikke måtte, men alligevel, der kunne jo placeres noget i ens bagage, og så er livet jo lige pludselig slut.

Vi var alle Danskere flyttet op på et lille meget fint hotel for enden af Boogiestreet, det hedder Albert Cort Hotel, vi flyttede 7 mand ind, og 3 af os med koner, vi fik en fyrstelig behandling, og det var et godt centralt hotel, hvor der ikke var langt til alle de oplevelser vi som turister skulle se, nu vi var der, så som alle de indkøbs muligheder der var i Boogiestreet, i form af brugselektronik, ure, og tøj, samt alt det dårlige ufungerende skrammel de ville sælge til turisterne, ligeledes var vi tæt på ’GADEN’ hvor det sker, den hedder Orchard Road, det er virkelig en indkøbsgade der vil noget, kvindernes mekka Jog ja, så er jeg nok en tøsedreng, for jeg kunne også lide at være der, fik da købet et spejlrefleks kamera og meget mere. Ligeledes skulle vi ud og se den store Zoo de har i Singapore, og efter min menig, så er det nok den flotteste zoo i verden, den flotteste jeg har set, inkl. det jeg har set på TV. Den er virkelig en tur værd, og en ekstrem oplevelse. Nå ugen gik, og konen skulle hjem igen, vi var jo trods alt afsted for at arbejde.

Mens vi tuller rundt og leger turister, får vi kranen tilbage fra rep. i Norge, og den bliver monteret af de lokale på værftet, hvorefter vi kan lave strømmen færdig. Da konerne er sendt hjem og vi er klar til afgang fra Singapore, er der gået præcis 14 dage, så det var da en tidsplan der ville noget.

Vi stikker til havs igen, der er beregnet ca. 20 dage til turen over Stillehavet, vil skulle ud fra Singapore, over de små vande der ledte ud til det helt store vand, og så skulle vi finde golfstrømmen, og dermed sejle langt mod nord, for at få så meget energi til sejladsen som muligt, og det var vel at mærke den gratis energi, men det var jo også i slutningen af sommeren / starten af efteråret, og dermed tid for de store orkaner, specielt i Stillehavet, og den kaptajn der var indskiftet i Singapore, var en kylling, han forsøgte at lege kispus med stormene, hvilket han heller ikke var ret god til, hvilket resulterede i, at vi aldrig fandt Golfstrømmen, og dermed aldrig kom ret meget mod Nord, men derimod meget tæt på Ækvator, og faktisk kun ca. 1 times sejlads fra at der var 60 mand der skulle have været døbt, men nej, det blev det ikke til, heller ikke det kunne kaptajnen finde ud af. En oplevelse vi fik, var jo i løbet af turen, at krydse datolinien, hvilket faktisk gav os en ekstra dag at arbejde i, ifølge kalenderen, hvilket jeg aldrig helt forstod. Ligeledes blev turen jo en del forlænget, hvilket betød, at vi kom ind tæt på den amerikanske kyst, ca. 20 sømil fra kysten, 3 døgn nord for Long Beach i Californien, som kun er en lille times kørsel fra Los Angeles og dermed Hollywood.

File 7893

Hjemhavn / HomePort for Sea-Launch med begge fartøjer, det er vores ankomst efter den store tur.

Vi kom til ’Homeport’ i slutningen af uge 41 – 1998, alt i alt 33 døgn fra Singapore til Long Beach. Kaptajnen og overstyremanden fik styr på Coast Guarden, og dermed fik vi grønt lys til at forlade skuden, for på kajen var der en stor modtagelseskomite, det var kollegaer der ønskede os velkommen ’hjem’, vi blev også modtaget med store brandsprøjter mv. da vi sejlede ind gennem indløbet til vores nye tilholdssted. Da vi kom på land, troede jeg at jeg var skide fuld, for kajen bevægede sig, men det var nok bare landsyge efter den lange sejltur, til trods for at vi havde drukket tæt de sidste 4-6 timer inden vi kom i havn JJa det skulle fejres med morgen-øl, at vi snart var igennem strabasserne, så det gjorde vi i store mængder hele denne dag.

File 7894

Dette var afslutningen på mit livs sejltur, omkring 22000 sømil, det er godt nok langt !!!

 

Vores arbejde ombord, under sejlturen.

 

Vi var ombord for at færdiggøre alt det elektriske til kommunikationen mellem kundens udstyr i Costumers area og ud til raketten, der var ekstremt mange kabler der skulle trækkes og ikke mindst skulle de monteres i begge ender, og til sidst testes i samarbejde med enten Det Russiske personel ombord, eller med Boeing’s folk ombord.

Der ud over havde vi ansvaret for at alt skibets navigationsudstyr og kommunikationsudstyr virkede, da det var leveret fra vores værksteder i Esbjerg.

 

Lidt om projektet Sea-Launch:

 

Planen var at der skulle ombygges en selvsejlende Semisub borerig, og det skulle ske i Norge, det er en boreplatform der selv kan sejle, den står faktisk på 2 elektriske ubåde. Der var lavet et område på agterenden af platformen, hvorfra raketten skulle affyres (skal nok komme tilbage til raketten), herunder denne Launch Pad, var der alt muligt grej der kunne fylde brændstof på raketten, og der var rigtigt meget, ligeledes var der mange Costumers area osv som alt sammen på en eller anden måde hang sammen med det udstyr der skulle fyres af.

Når der skulle affyres en raket, så skulle platformen sænket ca. 15-20 meter ned i vandet, så det hele ville være mere stabilt under affyringen. Jeg ved faktisk ikke meget om raket teknologi, selv om jeg har været med i 9-10 måneder, men fordi Russerne holdt det tæt til kroppen.

File 7895

Platformen næsten sænket til launch level, ved Christmas Islands, raketten er stadig. 
I hangaren, den kommer først ud, når den skal bruges, det er jo dyrt udstyr.

Til denne platform var der også et moderskib, det var et skib bygget fra bunden, på et Kværner værft i Scotland, det hed Kvaerner Govern Ship Yard, der var jeg aldrig, men skibet er også ekviperet i Rusland, men den var på det store værft i Sct. Petersborg, så de var ikke så langt fra hinanden i den sidste del af byggeperioden. Den afsejlede fra Rusland på samme tid som Platformen, men den sejlede den anden vej rundt, og gennem Panama kanalen, men her var der ikke plads til platformen i bredden, derfor sejlede vi gennem Zues.

 

Moderskibet var Sea-Launch Commander (som set i artiklens hoved). Skibet skulle have kunder og teknikere ombord under affyringen af raketterne, som skulle ske ud for Christmas Island, meget tæt på ækvator, eller helt lige på linjen, og det er jo for at jordens hastighed i rotationen er højst lige her, hvilket betyder at man ikke skal bruge så meget energi på at sende en raket ud i rummet, der er heller ikke så langt ud i det luft tomme rum over ækvator, som andre stedet på jorden.

File 7896

Officielt billede af en affyring, det er ikke kun røg, det er også damp, da der under raketten køles med vand, ca. 20m3 i minuttet, det er mange liter J

Platform og skib skulle efter sigende være betalt efter den første launch, og der er nu i 2012 sendt mange raketter afsted, hvilket dermed er blevet en god forretning for alle aktionærer.

Det er Zenit raketter der monteres med en ’Payload’ altså en satellit til tele kommunikation og TV udsendelser mv.

File 7897

Pay-Load (Satellitten) ankommer med lastbil til HomePort.

Se evt. meget mere på  www.sea-launch.com

Jeg ville gerne oploade noget film fra turen, men kan ikke få tilladelsen til dette fra Sea-Launch, og jeg har ikke lyst til at skal i retten med de store fra USA, på grund af en lille stumpe film, så derfor bedes i kikke på deres hjemmeside for yderlig information og billeddokumentation. Billederne her i denne lille historie, er hentet gennem flere år, på deres egen hjemmeside, og dermed nogle billeder der må komme ud til offentligheden.

Alt dette gav mig skubbet til at blive fritidssejler, og det hygger jeg mig så med, når der er tid til det.

Mvh.  Erik Hingebjerg

Kommentarer

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.
Mads Petersens billede

Hold da op sikken en fantastisk tur, du har haft. Godt det fik dig rigtigt i gang med at sejle.

Mads

Allan Lavridsens billede

Ja, det lyder bare som en fantastisk tur .-)

Erik Hingebjerg Hansens billede

Ja, det var en fantastisk oplevelse, og ikke mindst når jeg sidder her og kikker tilbage på den, det var nu nok også kone og børn det var værst ved, jeg fik jo nye indtryk og oplevelser hver dag, og glemte dermed en stor del af hjemveen.
Jeg ville dog aldrig gøre det om..... Aldrig..

Annonce