Bådtest - Scandinavian Cruiser 20

Trine Søes billede
5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (2 stemmer)

Bådens linjer er utrolige smukke, og man kan ikke undgå at forelske sig lidt i en Scandinavian Cruiser 20, når man først har set og prøvesejlet båden. Sejlnet.dk har været ude og prøvesejle den 5,86 meter lange Scandinavian Cruiser 20. Prøvesejladsen foregik fra Veddelev Havn ved Roskilde på den smukke Roskilde Fjord. Det blæste en frisk til hård vind, og der var små bølger på fjorden.

Produceret i Kina

Scandinavian Cruiser 20 er designet af svensk-amerikaneren Eric W. Sponberg, mens det er 3. generations bådbygger Nis Peter Lorenzen, der har sat båden i produktion. Båden bliver produceret i Kina, hvor også Nis Lorentzen bor. Båden er relativ ny på markedet, den første båd gik i produktion i maj 2009. Danske sejlere kunne blandt opleve båden på Både i Bella 2011, hvor den trak stor opmærksomhed - trods en lidt dårlig standplacering på bådmessen.

File 3377

Scandinavian Cruiser 20 på Både i Bella 2011

Inspirationen bag Scandinavian Cruiser 20 er de gamle svenske skærgårdskrydsere. Scandinavian Cruiser 20 kan sejles af én til tre personer. Vi sejlede ud i båden med to voksne personer ombord, og der var på ingen måder pladsproblemer i cockpittet på noget tidspunkt.

En levende båd

Vi bevægede os ud af Veddelev havn, og jeg oplevede, hvor fint båden skar sig igennem bølgerne. Båden er virkelig levende, og der skal ikke mange bevægelser i roret, før det mærkes i båden. Det kræver en anelse tilvending, men på den anden side, er det utrolig lækkert. Båden har nogen af den bevægelighed og livlighed, som joller er udstyret med. En livlighed man nogle gange kan savne, når man sejler kølbåd. Absolut en af bådens styrker.

File 3374

Meget livlig båd - den reagerer på enhver bevægelse

Masten er produceret af kulfiber, og vejer kun 7 kilo. Masten kan skilles af, og der er ingen vanter eller sallinghorn, der skal tages hensyn til. Masten holdes på plads af forstagene fra de to forsejl. Konstruktionen virker dog på ingen måde ustabil. Der er mulighed for at stå i trapez, hvis det blæser kraftigt. Man kan dog også vælge blot at slække storsejlet en anelse.

File 3376

Kulfibermasten kan skilles ad, så båden nemt kan transporteres

Båden er udstyret med kulfiber køl/sværd, der kan løftes - perfekt hvis man ønsker at gå ind på lavt vand. Normalt stikker båden 1,40 meter, men løftes sværet og roret op, stikker båden kun 35 centimeter. Det giver virkelig muligheder for at gå tæt på kysten.

File 3387

Sværdkisten på SC 20, hvor kølen kan hejses op og ned

Når båden skal hejses på land, foregår det også via bådens sværdkiste. Man løfter båden op i beslaget.

Styr på tovværket

Alle fald og skøder er tilbageført i cockpittet, så det er nemt tilgengængeligt og praktisk. Båden er udstyret med blokke og frølår fra Harken - så selvom båden er produceret i Kina, har man ikke valgt at gå på kompromis med kvaliteten.

File 3371

Alt tovværk er ført tilbage til cockpittet, hvor det nemt kan betjenes

Bommen sidder tilpas højt til, at der er plads til at komme rundt i vendinger for voksne mennesker. Så båden er ikke kun for unge smidige jollesejlere, der intet har imod at kravle rundt i cockpittet, når der vendes.

Fra cockpittet er der en luge ind til et lille opbevaringsrum i bådens stævn, hvor der er tørt. Det betyder, at man kan have eksempelvis et telt og en sovepose med på tur.

Bliver leveret med 3 sejl

Der er 3 sejl på en Scandinavian Cruiser 20 - et storsejl, en rulle fog og en gennaker. Rullefogen er selvslående, og kræver ikke meget opmærksomhed, når der sejles. Det er supernemt at rulle de to forsejl ind og ud, når man har øvet sig et par gange. Da vi satte gennakeren op, var det lige før, vi planede henover bølgerne. Der er en god acceleration i båden - blot det mindste vindpust kan mærkes i bådens fart.

File 3373

Det er nemt at rulle de to forsejl ud fra cockpittet

Scandinavian Cruisers forhandles i Danmark af Scansail, der er beliggende i Roskilde. Prisen for en Scandinavian Cruiser 20, der er sejlklar, er 186.000 kroner, og der er en forventet leveringstid på cirka 12 uger.

Sejlnets vurdering

Godt nok er det en lille båd, men der er stor sejlerglæde gemt i den. Den sejlerglæde, der er i båden, er efter vores mening, bådens store styrke. Om man er til kapsejlads eller tursejlads vil en Scandinavian Cruiser 20 kunne opfylde begge dele. Det er ikke engang nødvendigt at have en fast havneplads, idet båden nemt kan hives på land og trailes. Det betyder også, at man ikke er bundet til at sejle i det samme farvand hver eneste gang.

Hvis man endelige skulle sige noget negativ om Scandinavian Cruiser 20, må det være, at rorpindsforlængeren burde være kortere. Rorpindsforlængeren er i vejen, når der vendes, hvor den har tendens til at komme i kambolage med storsejlsskødet.

File 3372

Rorpindsforlængeren kunne godt være en anelse kortere - den er i vejen ved vendinger

Det er et klart plus, at båden er så livlig - man får lyst til at udforske bådens muligheder. Båden reagerer kort sagt på alt, hvad man gør ombord - et rent paradis for sejlere, der elsker at optimere og trimme båden.

File 3375

Man sidder tæt på vandoverfladen i en SC 20

Det er en speciel fornemmelse at sidde så tæt på vandoverfladen. Båden vil være oplagt til familiesejlads, dagsture eller som nyt bådmærke i junoirafdelingen i sejlklubben. Det bliver spændende at følge Scandinavian Cruiser 20 de næste par år - vi er ganske sikre på, at de har fat i den lange ende og rammer et bredt publikum med den smukke og velsejlende båd.

 

Foto: Sejlnet.dk

Kommentarer

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.
Allan Lavridsens billede

Plus en lille video

Skipper Benjamin Götkes billede

God artikel, men jeg mnangler dog info som bådens vægt osv.

Annonce